Hvad er flipped classroom?
Tavleundervisning og flipped classroom sammenlignet
Forskellige måder video kan anvendes i undervisningen
Videoer kan bruges til at:
- forklare begreber, sammenhænge og teorier (den oplysende video)
- vise eksemplarisk, hvordan en opgave løses (den diskuterende video)
- introducere et emne (den introducerende video)
- vise en faglig samtale, eksempelvis mellem to undervisere (den faglige samtale video)
- vise elever kvalitetskriterier for skriftlige opgaver ved at lave forklarende eksemplariske rettelser af udvalgte elevopgaver (den fagligt evaluerende video)
- gennemgå instruktioner eksempelvis IT-programmer (den instruerende video)
- vise eksempler fra dokumentarer, film osv. (den dokumentariske video)
Flipped classroom er selvfølgelig mere end video. Både forberedelse og lektioner skal gentænkes, så videoen bliver anvendt aktivt både i forberedelse og lektioner.
Oftest bruges videoer til at forklare begreber, sammenhænge og teorier. Genrer forklares, grammatikregler gennemgås, udregninger eksemplificeres osv. Videoen giver eleverne ”en lærer i lommen”, som de kan tage frem når som helst. Læreren slipper for at repetere centrale og basale faglige pointer igen og igen. Videoen kan bruges som lektie, en ressource i timerne og som repetition ved større opgaver, projekter og eksamen.
Elevers anvendelse af video gennem et helt år
På min videokanal på YouTube, deler jeg mine selvproducerede videoer. Som det fremgår af grafen, anvendes videoer jævnt over hele året, men i høj grad ved eksamen og i projektperioder. Video er en ressource, i lighed med bogen, der bliver brugt som lektie i den daglige undervisning og som repetition i projekt- og eksamensperioder.
Elever fortæller om flipped classroom på Roskilde Gymnasium
Hvorfor flippe din undervisning?
Mere tid til elevaktiverende undervisning. Mindre tavleundervisning giver mere tid til elevaktiverende undervisning såsom problembaseret læring, kollaberativ læring, øvelsesopgaver, diskussion, dialog og mange andre aktiverende undervisningsformer.
Tavleundervisningen er udfordret af digitale distraktioner. Flipped classroom kan begrænse tiden anvendt på tavleundervisning, der i disse år er markant udfordret af elevernes muligheder for at lade sig distrahere af Facebook, Netflix og skokøb på nettet. Tavleundervisning er blevet betydeligt vanskeligere siden den bærbare PC blev standard på alle uddannelsesinstitutioner. De mange distraktioner, som findes på nettet og som eleverne har direkte adgang til, forringer udbyttet af undervisningen. Ikke bare for dem der surfer rundt på de sociale netværk, men også for de elever, der gerne vil og får udbytte af at lytte til læreren. De motiverede elever skal leve med den skærmstøj, som billeder fra sidste weekendsfest, katte-videoer osv. frembringer. Læringsudbyttet af tavleundervisning er dermed blevet forringet, både for den motiverede elev, der ikke kan undgå de mange flimrende skærme, og den umotiverede elev der har fået mulighed for at tjekke fuldstændigt ud af timen.
Adgang til en lærer 24 timer i døgnet. Et elektronisk videoforedrag giver nogle nye muligheder i forhold til tavleforedraget. Eleven kan se foredraget flere gange, pause, spole og se det sammen med andre, eksempelvis forældre, der så lettere ville kunne hjælpe med lektien. Dermed åbnes der op for, at eleverne kan arbejde med den instruerende del af undervisningen i eget tempo, og dermed gives der både
tid og mulighed for refleksion. En video er også en lærer i lommen, der kan tages frem, når eleven har brug for at repetere eller finde ny viden.
Flere valgmuligheder for tilegnelse af viden. En video kan noget andet end en tekst, og derfor kan den også understøtte elevernes læsning af faglige tekster, kilder og/eller skønlitteratur. Video som medie har kort sagt flere strenge at spille på. En video stimulerer flere sanser gennem lyd, billede, bevægelse og tekst samlet ét sted. Dermed giver videoen flere tilgange til forståelse end ren tekst. At inddrage flere medier end teksten, har været velkendt i lang tid. De fleste undervisningsbøgers pointer understøttes af både tal, billeder og figurer. Det nye er, at man med videoen kan inddrage endnu flere formidlingsmåder, som før var forbeholdt klasselokalet. Den løfter teksten ud og gør den auditiv og visuel.
Lærer elever at bruge videoer reflekteret og kildekritisk. Dine elever googler og anvender sikkert allerede videoer i deres forberedelse, under projekter og eksamener. Ved at inddrage videoer i undervisningen får du mulighed for at kvalificere elevernes brug af video som en læringressource.
BOOK KURSUS
Jeg udbyder kurser i flipped classroom for skoler, virksomheder og institutioner Det er hands-on, praktisk og anvendeligt med det samme.
Tips til at lave videoer
Lav videoer i forbindelse med den daglige forberedelse.
Brug ikke for mange virkemidler. Gør det simpelt. Lydeffekter og supersmarte klip fjerner fokus fra det faglige og elever vil som resultat huske det de ser dårligere.
Brug simple IT-værktøjer. Med få klik skulle du gerne have en video parat, så det bliver motiverende at lave en video og ikke kompliceret.
Lav one-shots. Brug ikke tid på redigering. Dine videoer skal være som din undervisning. Tag dig ikke af småfejl, dine elever opdager dem ikke.
Vær dig selv. Lav video til dine egne elever. Opfør dig som du vil gøre det i timen.
Stjæl fra de bedste. Der findes mange gode videoer, danske som udenlandske, hvis opbygning du kan kopiere.
Læs ikke op af et færdigskrevet manuskript. Elever husker bedre, hvis talen er i en konverserende stil.
Du behøver ikke at være en højteknologisk skærmtrold. Dine videoer må gerne have en håndholdt og autentisk stil.
Vær gerne flere, der taler. En dialog giver en god dynamik.
Sørg for at medtænke elevaktivering i én eller anden form, så eleverne skal ”gøre noget” med det, de ser.
Start med at lave videoer om de ting du er træt af at gentage.
Se de to videoer og du er klar til selv at gå i gang.
Seneste blogindlæg om flipped classroom
Differentiering med flipped classroom
"Det at videoen er digital, åbner op for en række muligheder for at differentiere, fordi eleverne får mere kontrol over foredraget. De kan pause, spole, gense eller se videoen langsommere eller hurtigere. De kan kort sagt arbejde med...
Just in time teaching (JITT)
"Just in time teaching (JITT) er en metode, der ofte er anvendt med video. Elever ser video og besvarer spørgsmål i en elektronisk formular. En elektronisk formular er et spørgeskema, der både indeholder video, multiple-choice-spørgsmål,...
Rasmus Kragh Wendelbo om brug af videoer i undervisningen
"Flipped classroom videoer kan indgå i lektioner (In-class flip). Det giver eleverne mulighed for at arbejde sig fremad under lektion i deres eget tempo. Det gør de ved skiftevis at se video, læse tekst og løse opgaver i en...
Læs mere jeg har skrevet:
“FLIPPED CLASSROOM – kom godt i gang” fra forlaget SYSTIME, er en iBog og papirbog, som jeg har skrevet i 2015. iBogen indeholder et rigtigt godt gratis afsnit, der er værd at læse. Figurerne på denne side er taget fra denne bog.
Er du +lærer hus Systime, er der fri adgang med uni-login. Oprettelse af +lærer er gratis og giver adgang for de fleste lærere til et gratis bibliotek af lærerbøger.
Den er skrevet som en hurtig læst praktisk brugsbog, der trin for trin gør dig i stand til at ”flippe” din undervisning – enten med egne eller andres videoer. Du kan læse udgivelsen sammenhængende eller meningsfyldt nøjes med at lave nedslag i de afsnit, som har din interesse.
Flipped Classroom – kom godt i gang, redegør for teori, viser hvordan du opbygger lektier og lektioner, forklarer hvordan du opbygger en video samt viser de tekniske muligheder, du har. Udgivelsen handler også om, hvordan du og dine elever kan anvende video i lektioner, projektperioder, under opgaveskrivning og repetition til eksamen.
Flipped Classroom – kom godt i gang er krydret med praktiske eksempler, billeder, fotos, illustrationer og figurer der giver overblik og lynhurtigt sammenfatter de vigtigste pointer.
“En let tilgængelig men grundig vejledningsbog, som er præget af forfatterens store engagement og praktiske erfaring.” og “Der findes endnu ikke mange udgivelser på dansk om emnet, så denne nye bør anskaffes, hvor det er relevant.”
– Lektørudtalelse
“Dette er en glimrende bog om flipped learning, som alle lærere alene eller i team kan have gavn af at bruge.”
– Folkeskolen
Det er en meget interessant, inspirerende og overskuelig læsning, der inviterer til selv at medtænke metoden i egen undervisning uden, at bogens tilgang til FC virker dogmatisk.”. “Udgivelsen er derfor et vigtigt bidrag til Flipped Classroom bølgen og giver inspirerende og væsentlige indspark til netop selv at komme godt i gang!”. “Jeg er personligt meget glad for Henning Romme Lunds systematiserende tilgang til formidlingen af hvad Flipped Classroom er og kan bruges til. Der viser han de mange muligheder videoproduktionen giver både som elev- og som lærerredskab.”
– WissensWert
“Bogen er en praktisk bog omkring hvordan du kan arbejde med Flipped Classroom i din undervisning. Bogen er en ”must have” hvis du gerne vil bruge Flipped Classroom i din undervisning.”
– Klasserummet.dk
“Video i forberedelse og undervisning – En praktikers perspektiv på, hvordan Flipped Classroom kan bruges til at skabe bedre læsning og mere elevaktivitet i gymnasieskolen”, I: Viden om literacy nr 16 , Nationalt Videnscenter for Læsning, 2014.
I artiklen sætter jeg fokus på digitale medier i undervisningen. Jeg skriver om, hvad flipped classroom er, og hvorledes man er nødt til at genfortolke den amerikanske undervisningsfilosofi flipped classroom til danske forhold.
Artiklen – og tidsskriftet – er gratis tilgængeligt i pdf-format fra Nationalt Videnscenter for Læsning.
Artiklen handler bredt om, hvilke muligheder og udfordringer som IT i undervisningen skaber. Fokus er specielt på, hvordan IT giver mulighed for samarbejde og at arbejde multimodalt.
Der er et afsnit om, hvorfor og hvordan elever og lærere kan arbejde med forskellige videogenrer.
Artiklen kan læses af alle, men alle eksempler anvendt i artiklen handler om undervisning i samfundsfag.
Denne udgivelse findes kun i papirform og kan købes på Columbus hjemmeside.
I denne antologi gives der et samlet billede af, hvordan flipped classroom og flipped learning er kommet til udtryk og anvendelse i en dansk skolekontekst. Bogens artikler er skrevet af førende eksperter og praktikere, som har erfaring fra grundskole, ungdomsuddannelser og de videregående uddannelser.
Jeg har bidraget med den første artikel, hvor jeg, i lighed med bogen “Flipped Classroom – kom godt i gang”, fortæller om, hvad flipped classroom er og hvordan metoden skal tilpasses en dansk undervisningstradition.
Artiklen omhandler ligeledes, hvordan man kan bruge videoer i forskellige læringsrum såsom projekter, øvelser og diskussioner.
Bogen har en hjemmeside og er blevet anmeldt hos Folkeskolen.dk
Bogen kan købes hos Turbine Akademisk