SOMMERHILSEN

Et skoleår er slut og et nyt begynder snart – jeg har udviklet undervisning, eksperimenteret med, skrevet og fortalt om flipped classroom og i denne sommerhilsen tager jeg dig med ind i flipperiet og de digitale projekter jeg arbejder med.

Vi starter med alt det jeg glæder mig til at lave i 2016/2017 og slutter med til tilbageblik på skoleåret, der gik.

Til efteråret 2016 går jeg, i lighed med de sidste par år, i gang med at afholde både foredrag og kurser om flipped classrom på forskellige uddannelsesinstitutioner i Danmark.

Jeg glæder mig altid til at komme ud og fortælle om ideer og metoder, til at vise de nyeste trends og erfaringer fra andres og min egen flippede undervisning og – ikke mindst – høre hvilke tanker og erfaringer andre skoler og undervisere har med flipped classroom.

2016/17 bliver også året, hvor jeg sammen med min gode kollega Maria Lohmann-Jensen udvikler et nyt IT-kursus for undervisere, der har lyst til at eksperimentere med at skabe faglige “ud af huset”-aktiviteter i form af audio-guides til elevernes mobiltelefoner.

Med en audio-guide vil eleverne kunne udforske eksempelvis lokalområdets historie, fauna, jordforhold, infrastruktur, bystruktur og kultur ved at blive GPS-guidet rundt i lokalområdet og få leveret stedsspecifikke læreroplæg i deres høretelefoner. Til audio-guides tilknytter sig elevaktivitet.

Jeg har selv eksperimenteret med GPS-teknologier i undervisningen de sidste 7 år og synes teknologien er blevet så nem og tilgængelig, at den uproblematisk kan benyttes af både lærere og elever.

Jeg glæder mig meget til at præsentere erfaringer, vise eksempler samt komme med bud på en teoretisk ramme for en ”GPS-didaktik.”

Link til GL-e kursus: https://mit.gl.org/framepage.aspx?func=course.info&cid=945

I år udkommer den nyeste version af ”Samfundsfagsdidaktik” for lærere på ungdomsuddannelserne. Jeg bidrager med et afsnit om ”Digitalisering og samfundsfag”.

Her skriver jeg om muligheder og umuligheder ved inddragelse af IT i samfundsfagsundervisning. Med udgangspunkt i nyere dansk forskning, giver jeg praktiske bud på meningsfuld organisering af undervisning med IT. Flipped classroom bliver selvfølgelig også berørt.

Link til bog:http://forlagetcolumbus.dk/produkt/samfundsfagsdidaktik-3-udgave/produkt/vis/

Endelig er der et andet fagligt projekt i støbeskeen. Jeg vil fortælle mere om det, når det er i gang. Men kan allerede nu sige, at det fagligt nørdet samtidig med det er folkeligt.

Jeg håber at få tid til at skrive til min egen og andres blogs i det kommende skoleår.

Skoleåret har i 2015/16 har igen været fyldt med kurser, hvor særligt de pædagogiske muligheder har været i fokus. Nyt har været, hvordan flipped classroom kan understøtte tydelige læringsmål?

Min bog “Flipped classroom – Kom godt i gang” fra Systime fortsætter med at sælge, den bliver lånt ud på landets biblioteker ligesom den løbende bliver positivt anmeldt i forskellige fagblade. Det er rart at mærke, at læserne tager godt imod den.

Jeg har også været så heldig, at bidrage til antologien “Flip din undervisning” udgivet på Turbine. Den er lige udkommet.

Efter ferien udkommer en ny antologi “Alle kan flippe”. Mit bidrag hertil har været feedback på en artikel om flipped classroom og historie. Bogen er et resultat af et flerårigt udviklingsprojekt på IT-center Fyn, som jeg har fået lov til at følge og hvor jeg har holdt nogle kurser, og jeg glæder mig meget til læse den.

Jeg var igen på BETT messe i London (som er en international uddannelses- og IT-messe). Flipped classroom var på programmet hos nogle af foredragsholderne og her mærkede man, at Flipped Classroom efterhånden anses som noget man ”bare gør” og ikke en banebrydende ny spændende teknologi.

Der blev også tid til at dukke op på Danmarks Læringsfestival, hvor jeg sammen med Søren Brønd, uddannelsesleder på Roskilde Gymnasium, talte om videndeling og videndelingsmiljøer.

Det har også været året, hvor virtual reality – også kaldet VR – kom på markedet for alvor. Jeg har leget med teknologien både på messer og derhjemme. Selvom VR kan give nogle fantastiske oplevelser er softwaren og hardwaren dyr, klodset og alt for lidt tilgængelig til, at det er en teknologi jeg er begyndt at inddrage i min undervisning. Men det er et område jeg til stadighed følger interesseret.

Jeg har også fået opbygget min egen hjemmeside. Den skulle gerne udvides med blog og nyheder.

Min hjemmeside: https://henningrommelund.dk

Jeg vil slutte med at ønske dig en rigtig god sommer. Tak fordi du har fulgt med. Kontakt mig endeligt hvis du tror, jeg kan hjælpe med at få noget digitalt til at ske.